- Nyheder
-
SK-keeper kan være på vej væk
Skrevet af Jesper Harborg, man, 01/23/2012 - 10:46
Foto: SportsagencyOm nogen har målvogter Rikke Poulsen stået i spidsen, når det har brændt på i SK Aarhus – og det har det nogle gange på det sidste. Derfor overvejer hun nu, om hun skal udnytte en klausul i sin kontrakt og forlade klubben efter denne sæson.
- Jeg har kæmpet for klubben gennem de seneste år, fordi jeg er dedikeret til klubben. Jeg har lagt mit liv og sjæl i håndbold og derfor vil jeg også gerne vinde titler og udfolde det talent, som jeg har. Derfor er jeg også spændt på at høre hvilke planer SK Aarhus går med, siger Rikke Poulsen til stiften.dk.
Klausulen blev indføjet i den to-årige aftale, keeperen indgik med SK Aarhus før denne sæson, for at parterne havde mulighed for at se hinanden an efter hendes skade. Oprindelig skal hun give klubben besked den 31. januar, men i lyset af det igangværende genrejsnings-projekt er fristen forlænget lidt. Rikke Poulsen har da heller ikke truffet nogen beslutning endnu.
- Jeg er stadig en del af landsholdets bruttotrup og vil meget gerne mere ind omkring landsholdet. Derfor handler det om, hvor jeg kan præstere bedst som spiller. Hvor kan jeg udvikle mig mest som målmand? Hvad er bedst for mig? I mange år har jeg sat holdet før mig selv, men lige nu handler det om at finde ud af, hvad der er bedst for mig, siger hun og tilføjer, at hun sagtens kan tænkes at blive i SK Aarhus.
