Nyheder

Silkeborg-Voel ser muligheder mod ADH

Skrevet af Jesper Harborg, fre, 01/27/2012 - 11:47

Silkeborg-Voel ligger på sidstepladsen i damehåndboldligaen og skal i aften møde Aalborg DH i en vanskelig udekamp. Aalborgenserne ligger pt. til at erobre en plads i slutspillet, men trods den placeringsmæssige forskel kan Silkeborg-Voel's træner, Jakob Andreasen, se muligheder i kampen.


- Vi går ind til alle kampe for at vinde, også mod Aalborg. Men jeg kan da godt se, at sandsynlighedsmæssigt er de favoritter, siger han til håndbold.dk.


- De har vist 19 kontraktspillere, vi har ti, og de har tre-fire gange så stor omsætning som os. Men vi ser muligheder. De har tabt mod for eksempel Slagelse og været presset i andre kampe. Omvendt har de også spillet nogle gode kampe, de var lige ved at slå FCM, siger Jakob Andreasen.


Oprykkerne har i hvert fald ikke tænkt sig at lægge sig ned i udekampen. Ambitionen er til mere end at agere gulvmoppe for aalborgenserne.


- Vi tror ikke, kampen bliver afgjort på fem minutter. Vi tager til Aalborg for at se, om vi kan vinde, og kan vi ikke det, må vi bare forberede os på de senere kampe, hvor Odense-kampen selvfølgelig bliver en nøglekamp, fortæller træneren.


Kampen mellem Aalborg DH og Silkeborg-Voel spilles torsdag aften kl. 20 i Thyhallen.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv