- Nyheder
-
Mortensen til BSV
Skrevet af Claus Sonne, tor, 02/02/2012 - 09:18Foto: Viborg HKDet 22-årige fløj-talent Casper U. Mortensen skifter efter denne sæson fra Viborg HK til Bjerringbro-Silkeborg, hvor han har tegnet en tre-årig kontrakt. Casper U. Mortensen er et af de mest spændende fløj-navne i dansk håndbold lige nu og har allerede haft debut på det danske A-landshold. Han er desuden en af de mest scorende spillere i HåndboldLigaen.
- Vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes at knytte Casper U. Mortensen til Bjerringbro-Silkeborg. Han har potentiale til at gå hele vejen, han scorer mange mål og så passer han perfekt til den måde, vi ser håndbold på i Bjerringbro-Silkeborg. Det vil sige, at han er en dygtig kontraspiller og en moderne fløjtype, der også kan gå ind i banen, siger Bjerringbro-Silkeborgs træner Carsten Albrektsen i en pressemeddelelse.
Casper U. Mortensen er i gang med sin fjerde sæson som HåndboldLiga-spiller. Han er oprindeligt fra København og fik sin håndboldopdragelse i FIF. Allerede som 16-årig blev han hentet ind i det daværende FC Københavns førsteholdstrup, men det var først efter skiftet til AJAX København, han fik sin liga-debut. Efter sin første liga-sæson rykkede han til Fredericia, hvor han havde to sæsoner inden han før denne sæson flyttede videre til Viborg HK. Han har både vundet EM- og VM-guld med det danske ungdomslandshold og var med i A-landsholdets bruttotrup til EM.
- Jeg har lagt lag på min udvikling i de klubber, jeg har været. I Viborg befinder jeg mig i et fantastisk træningsmiljø og har udviklet mig til at blive ligaens mest scorende spiller pr. spillet kamp. Jeg er særdeles glad for at være i Viborg HK, og en del af mit hjerte vil altid være grønt, siger Casper U. Mortensen i forbindelse med sit klubskifte.
- Men hvis jeg skal lægge yderligere et lag på min udvikling, så er jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om, at Bjerringbro-Silkeborg er det rigtige sted for mig. Holdet kæmper med om DM hvert år og spiller desuden på den europæiske scene. Den udfordring glæder jeg mig rigtig meget til og håber, jeg kan bidrage til yderligere succes for Bjerringbro-Silkeborg. Jeg er desuden sikker på, at klubbens høje niveau vil være det perfekte afsæt for min ambition om at blive fast A-landsholdsspiller, fortsætter Casper U. Mortensen.
Casper U. Mortensen er noteret for 93 mål i denne sæson for Viborg HK i HåndboldLigaen. Han er dermed på listens fjerdeplads, men havde det ikke været for en knæskade, der kostede ham en pausen i efteråret, havde han formentlig toppet listen.
