Nyheder

Millionoverskud på FINAL4

Skrevet af Claus Sonne, ons, 02/08/2012 - 11:31
Foto: Sportsagency

Det foreløbige regnskab på weekendens Nordea Cup FINAL4 i Gigantium i Aalborg er ved at være gjort op, og der er udsigt til lige så stor en succes, som selve afviklingen af arrangementet blev. Der foreløbige resultat viser således et overskud på mellem 1,2 og 1,5 millioner kroner.


Overskuddet er primært skabt via entre- og sponsorindtægter. 8.000 tilskuere så kampene i Gigantium med 4.000 inde både til lørdagens semifinaler mellem AG København og AJAX København samt Aalborg Håndbold og Nordsjælland Håndbold og til søndagens finale mellem AG og Aalborg. Sponsorerne viste ligeledes stor interesse for Nordea Cup FINAL4, og begge dage var der over 300 VIP-gæster til spisning i Gigantiums Nordjyske El Handel Lounge.


- Vi havde på forhånd tre mål med Nordea Cup FINAL4. Vi ville skabe en stor event med mange tilskuere, vi ville lave en god forretning og så ville vi manifestere Divisionsforeningen Håndbold som en professionel aktør i markedet til gavn for klubhåndbolden. Alle tre mål blev nået, siger kommerciel direktør i Divisionsforeningen Håndbold, Arne Buch.


Fra denne sæson har Divisionsforeningen Håndbold overtaget ansvaret for pokalturneringen fra DHF, og i tæt samarbejde med de fire klubber, Aalborg Håndbold, AG København, AJAX København og Nordsjælland Håndbold, blev årets Nordea Cup FINAL4 arrangeret som startskud til en ny tradition i herrehåndbold.


- Dette års arrangement viser, at der er udviklingspotentiale i FINAL4. Det skal blive den årligt tilbagevendende event, der samler håndbold-Danmark, fylder arenaen, trækker tv-seere til og bliver en stor fest, siger Arne Buch videre.


Seertallene på TV2, der sendte alle tre kampe direkte, var også fine. Gennemsnits-tallet toppede i 2. halvleg af søndagens finale mellem AG og Aalborg, hvor 443.000 seere var med. I 1. halvleg var det 360.000. I lørdagens to semifinaler fulgte omkring 300.000 seere i gennemsnit med – begge dage svarende til en tredjedel af de tv-seere, der havde tændt for fjernsynet, mens kampene blev transmitteret.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv