Nyheder

Islandsk landsholdsspiller forlænger med TTH

Skrevet af Jesper Harborg, tir, 02/14/2012 - 11:42
Foto: Team Tvis Holstebro

Allerede som 17-årig tog Rut Jonsdottir springet fra islandsk håndbold til Team Tvis Holstebro. Og nu har den islandske landsholdsspiller forlænget kontrakten, så hun også i de kommende to sæsoner spiller i den hvide Team Tvis Holstebro-trøje.


- Jeg føler mig rigtig godt tilpas i klubben og på holdet, og jeg føler stadigvæk, at jeg kan udvikle mig rigtig meget i klubben. Og så har vi et rigtig godt hold med nogle dygtige spillere, og vi ligger i toppen af ligaen og spiller med i Europa. Generelt har jeg det rigtigt godt i Holstebro, og jeg er glad for arenaen og den opbakning, vi får, siger 21-årige Rut Jonsdottir.


Holdet ligger i øjeblikket på en delt førsteplads i håndboldligaen, og holdet spillede sig i weekenden videre til kvartfinalen i EHF Cuppen. Derfor ser den islandske landsholdsspiller også gerne, at holdet snart henter en titel til klubben.


- Det er super spændende og en fed følelse at ligge i toppen lige nu. Jeg håber, vi kan blive ved med præstere på højt niveau og udvikle os endnu mere som hold. Vi vil rigtig gerne til at vinde nogle titler med TTH. Vi har været tæt på flere gange, og det har ikke gjort sulten mindre, siger Jonsdottir.


Fintestærk højreback
Rut Jonsdottir rundede tidligere på sæsonen 100 kampe i den hvide TTH-trøje, og efter Sandra Toft og Kristina ”Mulle” Kristiansen er højrebacken den spiller, der har været længst tid i klubben. Derfor har det også været vigtigt for cheftræner Niels Agesen at forlænge kontrakten.


- Rut har sammen med holdet flyttet sig rigtig meget. Og så må jeg sige, at konstellationen Rut og Burgaard på højre back er rigtig god og kan blive endnu bedre. De supplerer hinanden rigtig godt, siger Agesen.


Den islandske landsholdsspiller, der står noteret for 50 landskampe, har sideløbende med håndbolden arbejdet og været under uddannelse. Med den nye kontrakt håber cheftræneren, at der bliver mulighed for at fokusere endnu mere på håndbolden.


- Med en nye aftale får hun mere tid til at fokusere på håndbolden, og derved tror jeg, at hun kan indfri en endnu større del af det potentiale, hun besidder. Rut er en af de mest fintestærke spillere på højre back i ligaen. Og hun kan løfte sig endnu mere, når hun bliver stærkere, siger cheftræner Niels Agesen.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv