Nyheder

Casper Mortensen vil vinde titler med BSV

Skrevet af Jesper Harborg, fre, 02/03/2012 - 13:52
Foto: Viborg HK

Der var interesse fra flere klubber, men det bliver Bjerringbro-Silkeborg, der i næste sæson kan skrive Casper U. Mortensen på holdkortet. Fløjtalentets skifte fra Viborg blev offentliggjort i forgårs, og baggrunden for klubvalget bunder i den 22-årige københavners ambitioner om at vinde metal.


- Jeg vil opnå at vinde trofæer og titler, det er det, jeg har gjort op med mig selv, siger Casper U. Mortensen til håndbold.dk.


- Jeg vidste, at jeg skulle til et tophold efter Viborg, og jeg har også fået mange henvendelser. Men den tre-årige aftale med Bjerringbro-Silkeborg passer godt med mine fremtidsplaner. Det er et spændende hold, og jeg kan udvikle mig meget i klubben. Det er et godt sted at komme hen som ung spiller, og jeg har kun hørt positivt om klubben, fortæller han.


Det er allerede blevet til flere klubskifter i Casper U. Mortensens 22-årige liv, men nu kommer der stabilitet på klubfronten med den nye kontrakt.


- Selv om jeg kun har været få år i FCK, Ajax, Fredericia og Viborg, synes jeg, at jeg har vist stabilitet. Men selvfølgelig, når man har lavet en tre-årig aftale, ved man, at man skal være der i lang tid, og man kan da godt tænke på, hvor man står om tre år. Om tre år er jeg 25, og så håber jeg, jeg har fået en fast landsholdsplads og har fortsat udviklingen i min karriere, siger han.


- Jeg har spillet tophåndbold i fire-fem år nu, og det var på tide at tage den op på øverste hylde. Jeg skal have fast spilletid, som jeg også har fået her i Viborg. Jeg har været til møde med mange andre klubber, men det, de snakkede om i BSV – det, som Carsten Albrektsen (BSV-træner, red.) sagde – det lød rigtig interessant. Jeg ved 100 procent, hvad jeg går ind til, så jeg er meget tilfreds, understreger Casper U. Mortensen.


- Jeg ved, jeg skal være fast mand og spille næsten fuld tid i alle kampe, og det er en rolle, der passer mig godt. Det er i den rolle, jeg bedst kan udvikle mig. Da jeg sad på bænken i FCK som 16-årig og fik min ligadebut, var det da også fedt, men jeg er den type, der gerne vil spille en masse, siger han.


Fløjtalentet var som nævnt ombejlet af flere klubber, og det har heller ikke været en nem opgave at finde ud af, at BSV skulle have underskriften.


- Det var da et svært valg. Mange har spurgt, hvorfor jeg ikke bare tager til AGK, og det kunne jeg også have gjort for to måneder siden, men jeg valgte at have is i maven og se, hvad der ville ske. Og det har jeg ingen grund til at fortryde, siger Casper U. Mortensen.
 

Øvrige nyheder
Arkiv

Nyhedsarkiv