- Nyheder
-
Agesen: TTH er klar til flere lag på spillet
Skrevet af Jesper Harborg, tor, 02/02/2012 - 10:21
Foto: SportsagencyGanske vist mistede Team Tvis Holstebro førstepladsen i håndboldligaen, da Viborg i går aftes vandt topkampen i Gråkjær Arena, der i øvrigt havde et-års fødselsdag, med 37-32. Men trods nederlaget så TTH-træner Niels Agesen så meget positivt i spillet, at han mener, holdet nu er ved at være klar til at tage et skridt videre.
For Team Tvis Holstebro er uanset nederlaget i går stadig en af ligaens helt positive oplevelser. Efter 16 runder er holdet fem point foran de danske mestre fra FC Midtjylland, og Niels Agesen går heller ikke rundt med våde øjne dagen efter Viborg-kampen.
- Kampen afspejlede det reelle styrkeforhold mellem os og Viborg. Vi tabte til et bedre hold i går, siger han til håndbold.dk.
Med dét afklaret forklarer Niels Agesen om det næste skridt, som han mener snart kan tages.
- I forhold til tidligere ser jeg flere positive ting. Jeg kan se, hvordan vi for eksempel kan fjerne nogle mål imod os eller lægge nogle mål til, fjerne nogle fejl og så videre. Der er flere steder, hvor vi kan omstille os og blive bedre, noget, vi ikke har arbejdet med endnu, så jeg er super fortrøstningsfuld, siger TTH-træneren.
- Det er tid til, at vi kan lægge et lag på. Vi har været ret firkantede i forhold til, at vi skal spille på en bestemt måde, men det handler om, at vi har villet skabe en fast base. Nu kan vi lægge et lag på basen, fordi vi har skabt tryghed. Men det tager tid, lige som det tager tid at blive et tophold, forklarer han.
Med ordvalget ”at blive et tophold” afslører Niels Agesen, at Team Tvis Holstebro ikke ser sig selv som et sådant, selv om man altså indtog ligaens førsteplads indtil i går.
- Vi ser ikke os selv som et etableret tophold. Vi ligger i toppen imod alle forventninger, og vi arbejder på at etablere os deroppe, siger Niels Agesen.
