VM-klumme: Spillerne fik troen, da vi andre mistede den

Mon ikke, de fleste læsere her udmærket er klar over hændelsesforløbet i Danmarks VM-ottendedelsfinale mod Japan i aftes, og mon ikke, de fleste er enige i disse postulater: Det var mere spændende, end man havde håbet på. Og langt mindre kønt.

Selv efter lidt tid til at reflektere over begivenhederne og få adrenalinniveauet ned på et udholdeligt plan, er det svært at pege på, hvad der rent håndboldmæssigt vendte kampen for Danmark – ud over det rene held, der også spillede med. Det er lettere at pege på ting, der gik galt, men det kommer vi tilbage til.
Men man kan fremhæve, at de få rutinerede spillere på det rekonstruerede landshold trådte i karakter, da der var aller mest brug for det. Christina Pedersen stod en pragtkamp hele vejen igennem, og havde det ikke været for hende, havde de øvrige spilleres slutspurt været til ingen nytte.

Mette Melgaard fik kittet forsvaret sammen i den hektiske slutfase, Trine Troelsen stod for de vigtige mål – ud over det åbenlyst vigtige mål af Ann Grete Nørgaard i sidste sekund. Mette Melgaard havde ellers smidt nogle bolde væk undervejs og var heller ikke kommet i vejen for så meget af det lynhurtige japanske spil, som man kunne have ønsket sig. Men i slutminutterne var der lukket af. Og Trine Troelsen havde begået en ordentlig røvfuld fejl i kampen, før hun som den store rorgænger styrede skuden i havn og gjorde sig til en slags matchvinder.

De yngre spillere trak ikke læsset i lige så høj grad i går, som vi så det i indledende runde. Men det er ikke unaturligt, at et urutineret hold har en off-day i en lang turnering. Det har de etablerede hold faktisk også, hvilket man kan forvisse sig om ved blot at se på VM's resultater. Visse mentale og taktiske ting er imidlertid betænkelige.

Der skulle for lidt til, før danskerne gik i noget, der lignede panik eller i hvert fald rådvildhed. Japan var foran med to mål af og til, og hvad så – det kan man hurtigt indhente. Den primære grund til, at japanerne førte, var at danskerne ikke troede på, de kunne indhente det. Hvor troen kom fra i slutfasen, må guderne vide. Det var næsten for sent, da danskerne smed nerverne og på tre minutter indhentede en japansk tre-målsføring med tro og vilje som brændstof. Det er en gåde, hvorfor spillerne begyndte at tro på sagen, da vi andre opgav, men det illustrerer, at Japan aldrig burde have voldt Danmark problemer.

Det var også lidt mærkeligt, at forsvaret ikke forsøgte noget mere offensivt end den flade formation, som japanerne i perioder spillede sig igennem efter behag. I opstartsfasen før VM blev der prøvet både 5-1 og 3-2-1 opstillinger, som fungerede ganske godt. Hvorfor skulle det ikke prøves?

Og endelig: Landsholdet skulle nok have forsøgt sig med tre skytter i bagkæden, når det kreative spil nu ikke fungerede. Det var, da Pernille Larsen kom ind med sine drøn udefra, at Danmark vendte det truende nederlag til forlænget spilletid og senere sejr. På den anden side, set i bagklogskabens lys, er det forståeligt, at Christina Krogshede blev holdt inde så længe. Hun tog ofte sagen i egen hånd og gik selv, og det var den vilje hun udstrålede, der skulle til. Hun lignede undervejs et godt bud på bedste dansker. Formålet med at holde hende inde har nok været, at viljen skulle smitte af på de andre. For det var ikke fordi, Christina Krogshedes og Kristina Kristiansens kreative spil fungerede.

Japan var sværere at knække end ventet, men kampen viste også, at Danmark ikke burde have haft det så svært. Holdet gjorde det svært for sig selv, men hva' fa'n. De rigtige løsninger blev fundet lige før det var for sent. Spillet må og skal bare være bedre mod Angola, der i forvejen klinger skummelt i ørerne hos danske håndboldiagttagere. Vi nævner ikke, hvad der skete for to år siden - men de danske spillere skal være bedre end dengang og bedre end i aftes. Og det er de også!