VM-klumme: Hurra for de unge

Det gik som forventet – i ti minutter...

Mon ikke de fleste håndboldiagttagere med klarsynet nogenlunde i behold havde forventet, at det danske damelandshold ville komme til kort mod Kroatien? For ganske vist slog vi dem ved EM for et år siden med 31-19, men det var på hjemmebane og med et hold, der talte profiler som Lærke Møller, Rikke Skov, Camilla Dalby og så videre og så videre. Nu er danskerne langt væk hjemmefra, holdet er afbudsramt og fik endnu en profil sat ud af spillet i kampen mod Argentina, nemlig Maibrit Kviesgaard – og afløseren, Kristina Bille, var endnu ikke stødt til truppen før kroater-kampen.

Og ikke fordi der ikke er masser af kvalitet hos de spillere, der var til rådighed. Men det tager tid at spille et hold sammen, og de rød-hvide er jo stort set et helt nyt hold, hvis niveau vi intet kunne ane om efter to walk-overs i de to første kampe mod Uruguay og Argentina, to håndboldmæssige u-lande.

Derfor sad man i begyndelsen af kampen mod Kroatien med sit skandinaviske tungsind og kunne kun glæde sig over, at man så ud til at få ret i sine værste forudanelser. For det var rædselsfuldt, hvad danskerne præsterede.

Men så... en, to, tre, fire, fem på stribe, og pludselig var Danmark på ingen tid gået fra at være bagud 0-4 til at føre 5-4. Og resten – ja, det var ganske enkelt imponerende. Ikke mindst strålede ungdommen, hvilket kun kan glæde med tanke på fremtiden. Jojo, de rutinerede kræfter, Mette Melgaard, Trine Troelsen, Christina Pedersen og så videre – de viste klassen. Men personificeret i Louise Burgaard, der i en alder af 19 år og som slutrundedebutant gik forrest og trak holdet med sig, var det de unge, der viste vilje og gejst og vandt kampen for Danmark. Ikke for at forbigå Maria Fisker og de andre unge – Louise Burgaard er bare den yngste og var outstanding i går.

Man har altid følt sig tryg ved de spillere, der nu af forskellige årsager ikke er med i Brasilien. Men nu ved vi, at vi også kan være trygge ved fremtidens folk. Nogle gange giver det også bonus at ryste posen lidt. Ikke for at komme af med ”de gamle”, slet ikke, men for at få tilført den nye gejst, vi så i aftes. Guldet venter næppe lige om hjørnet, men vejen mod det primære mål, kvalifikationen til OL i London næste sommer, ser ret åben og farbar ud nu – selv om vi skal huske, at en svale ingen sommer gør. Og ved OL er landsholdet blevet mere rutineret, og hvem ved så, hvad der vil ske..?

Nu skal vi jo lige holde fokus på de foreliggende opgaver, og VM er ikke slut. Tværtimod er det kun lige begyndt. Efter en velfortjent hviledag venter Elfenbenskysten for de danske piger, og den opgave kan blive svær nok. Vi så afrikanerne have Sverige på krogen forleden, og for to år siden var der et eller andet med det danske landshold og et andet afrikansk land, Angola, ved VM i Kina... Kampen mod Elfenbenskysten ligner en kamp, hvor vi vil være glade for rutinen, for fortidens fejl er nutidens lærdom. Det er ikke tilfældigt, at netop en af de rutinerede, Mette Melgaard, har været ude med advarsler mod at tage for let på opgaven mod de store damer fra Afrika.

På den måde er blandingen af rutineret coolness og ungdommeligt mod faktisk fuldstændig ideel under en turnering som VM. Det kan man se nu. Det var åbenbart sværere at få øje på før kampen i aftes.

Vi kan ikke vide, om sejren mod Kroatien var en enkeltstående begivenhed, eller om der venter mere af samme skuffe lige umiddelbart. Men under alle omstændigheder fik vi set, at der er en fremtid for det danske damelandshold.

Hurra for de unge!