Kun et spil!

Klumme af Claus Møller Jakobsen

Nogle gange er det bare nemmere at perspektivere ting og putte dem i kasser oppe i hovedet end andre gange. En håndboldkamp kan tabes uheldigt, men man trøster sig med, at det bare er et spil. Et spil, en passion, en livsstil og et job, som vi, der lever af sporten, brænder for. Men det er bare et spil!

Det er et fascinerende spil, hvor tanke lynhurtigt skal omsættes til handling, og hvor enhver form for tøven bliver straffet. Det er en passion for mange danskere, der troligt følger sit hold i ligaen, og som finder klaphatten frem, når der fløjtes op til landskampe. Men det er bare et spil!
Det startede som en hobby for mange af os, der igennem årene er blevet bedre og bedre betalt, så derfor kaldes det nu et arbejde. Det er en livsstil for spilleren, da man er tvunget til at tilrettelægge hele sit liv efter træning, rejser, kost osv. Kort sagt; Hvis ikke man brænder 100 procent for sporten og livsstilen og ikke er parat til at bringe store ofre, kan man lige så godt lade være.. Men når alt er sagt, er det stadigvæk kun et spil!

Ikke et spil om liv og død, men om 2 point. Når jeg kommer hjem efter en tabt håndboldkamp, kommer min søn stadig løbende og kaster sig i min favn, og smækkysset fra konen dulmer irritationen, imens hunden gør og logrer med halen nedenfor.
I den situation er det muligt at sætte tingene i perspektiv og putte nederlaget i en kasse oppe i hovedet og komme videre til næste kamp.

Det var ikke muligt for min ven og tidligere holdkammerat i Skjern Håndbold Johan Jakobsen, der for halvandet år siden fik konstateret kræft, og som familie og venner lørdag den 28. august måtte lægge til hvile på gravplads nr. 12 på kirkegården i Skjern. Han var oppe imod overmagten, kastet ud i en ulige kamp, i et spil han ikke kunne vinde. Johans to sønner kastede sig også i favnen på ham, da han kom hjem, og konen stod også klar med trøstende ord, men perspektiverne og kasserne oppe i hovedet var borte.
Blæst væk af en helt urimelig og alt for tidlig dødsdom over en livsglad, empatisk og kærlig søn, mand og far til to små drenge. Hvorfor? Ingen kan komme med et tilfredsstillende svar. Så vi der er tilbage må videre i livet og med tiden putte Johans skæbne i en kasse med mærkatet ”Uretfærdigt og uden mening”.

Jeg vil forsøge, i Johans ånd, at nyde dagen i dag og ikke lade mig irritere af bagateller. Jeg ved, det er svært og også meget menneskeligt, men hvorfor skal vi egentlig have smagt på døden, før vi begynder at værdsætte livet? Brisen fra livet på den anden side skærper alle sanser, siges det, men hvorfor er vi først dér i stand til at dufte skoven, se skønheden og høre det essentielle?
Er det ikke muligt at være et privilegeret og sundt og raskt menneske og stadigvæk sætte pris på livet hver eneste dag?

Jeg vil i hvert fald gøre et forsøg, og det starter lige nu.