- Klummer
-
Hvordan gør man sig fortjent til titlen som håndboldekspert?
Skrevet af Anonym, søn, 10/24/2010 - 16:51
Foto: Randers HKKlumme af Henrik Mortensen, direktør i Randers HK
Med risiko for at blive kaldt lidt FOR subjektiv, så synes jeg, det er noget overdrevet og måske for også at fjerne fokus fra egen boldgade, at de selvbestaltede (herre)håndboldeksperter i den grad i øjeblikket taler damehåndbolden udi krise, ja endog international krise!
Herreklubberne er faktisk involveret i rigtig mange af de dårlige historier
De selvudnævnte eksperter springer let og elegant hen over GOG, KIF, FCK, AaB, Viborg, Århus GF, HC Midtjylland, Fredericia HK – der alle er klubber som har (eller har haft) (herre)hold involveret i enten konkurser, vanvittige millionunderskud, store gældseftergivelser, udskilninger (eller trusler om samme) fra fodboldkoncerner, lukninger og/eller lønnedgange - og så har jeg slet ikke nævnt FIF ApS, som jo med sine store ufinansierede armbevægelser kandiderer til en pris for mest useriøse opførsel længe.Og min påstand er, at de klubber, der har herrehåndbold på programmet, også har de største udgifter til spillerlønninger, og således også den største potentielle risiko for krise - hvis/når indtægterne bliver overvurderet.
En simpel uvidenskabelig målestok for hvilke klubber, der har en fornuftig økonomi kunne være at kigge på klubbernes renteindtægter contra renteudgifter...
...er det et plus - så har de det garanteret lidt lettere end de andre, sagt på jysk.Det er stadig dameklubberne, der profilerer Danmark resultatmæssigt på klubplan.
For på klubplan når herrernes resultater ikke damerne til sokkeholderne. Med sidste års to internationale titler og derudover også yderligere en finaleplads, så skal Kasi Jesper og co. stå endnu tidligere op (i sin danske klub) for at opnå noget, der bare ligner.Med et herrelandshold hvor træneren "stiller sig tilfreds" med en 7. (syvende) plads ved det forestående VM, så har damerne rent faktisk mulighed for at tage et syvmileskridt, der KAN bringe dem foran herrerne – igen - hvis EM til december på hjemmebanen bliver en succes.
På TV er damerne mest attraktive
Trods det, at herrerne rent faktisk får sendetiderne med mest potentiale, kan damerne faktisk godt følge med TV tallene for det andet køn. Ja, reelt er de efter min opfattelse i øjeblikket faktisk bedre. Randers HK’s kamp mod Valcea er således set af flere seere end nogen af eksempelvis AG Københavns hjemmekampe, og samme Randers HK kamp har i skrivende stund den største andel af samtlige seere på tidspunktet for udsendelsen – hele 36% af alle seere så med, da Randers HK mødte Valcea for 3 uger siden.Det er der sjovt nok ingen eksperter, der har beskæftiget sig med!
Glemt er også, at der i maj, i en traditionel dårlig TV måned (pga. det traditionelt gode vejr) faktisk var to damekampe der blev set af over 500.000 seere, mens kun en herrekamp - (i indendørssportens bedste måned - januar) kunne opnå det samme.
I hallerne daler damernes tilskuertal - og herrernes stiger
At herrehåndboldens tilskuertal (kun fra 2009/10 og senere) gennemsnitligt er højere end damernes, er helt fortjent og skyldes efter min opfattelse primært to ting:
1) landsholdenes aktuelle resultater
2) Jesper Kasi´s indtræden i dansk herrehåndbold.Jeg vil selvfølgelig ikke negligere hverken herreholdenes eller i særdeleshed AG Københavns flotte tilskuertal. De ER flotte, og vi har endog endnu ikke set det stort anlagte 2-kamps arrangement i Herning med op til 12.000 tilskuere, men fordi nogen har succes, er det altså ikke ensbetydende med at andre nødvendigvis er i krise.
Lad os nu få HÅNDBOLDEN op, hvor den hører til - uanset om det er damer eller herrer
Ja, (dame)håndbolden har udfordringer – ligesom stort set alle professionelle idrætsgrene…
Men udfordringer er til for at blive løst, og det er jeg sikker på at alle håndboldklubber – både damer og herrer - benhårdt arbejder på at gøre.
























