- Klummer
-
Hajerne slog FIF knebent
Skrevet af Johan Strange, fre, 11/11/2011 - 21:18
Aalborg DH sejrede her til aften hjemme i Gigantium med 29-27 over københavnske FIF og ligger nu godt til i kampen om slutspilspladser i Dameligaen.
Efter en lige start på kampen mellem de to hold, der muligvis kommer til at duellere direkte om den 6. plads, der giver adgang til kvindernes slutspil, begyndte Aalborg DH at trække fra mod slutningen af 1. halvleg. ADH-keeper Ana Vojcic meldte sig ind i kampen og "hajerne" bragte sig på 16-12. Ved pausen førte værterne med 17-15.
2. halvleg blev en tæt og spændende affære, hvor københavnerne gang på gang tog tilløb til at indhente aalborgenserne. Men hver gang man for alvor var tæt på kostede graverende fejl i begge ender af banen og ADH trak fra igen. Ved 25-25 fik FIF dog kontakt og de følgende minutter var der stillingskrig. I slutminutterne var Vojcic og resten af Aalborg-mandskabet skarpest og hev en sejr på 29-27 i land.
Dermed får Aalborg DH en overhånd ift. bl.a. københavnerne i kampen om en plads i det forjættede slutspilsland, hvilket FIF-træner Morten Østergaard selvfølgelig ikke var særlig tilfreds med:
- Det er en naturligvis en rigtig irriterende kamp at tabe, i og med det er til en af vores direkte konkurrenter, men måden det skete på gør det særligt irriterende. Vi lukker alt for mange mål ind, særligt omkring deres stregspiller og generelt må vi sige vi var for uskarpe i forsvaret. Vi overholdt ikke vores aftaler og lavede for mange fejl på simple ting, sagde Østergaard efter kampen.
Med sejren ligger Aalborg DH nu på den vigtige 6. plads med ti point. FIF ligger på pladsen under med ni point.
Kampen i tal:
Aalborg DH - FIF 29-27 (17-15)
ADH: Sabine Pedersen 9, Stine Jørgensen 6
FIF: Anna Olsson og Christina Krogshede 5
























