- Klummer
-
Håndbolden fortjener endnu flere tilskuere
Skrevet af Anonym, ons, 09/22/2010 - 12:56
Foto: Skjern HåndboldKlumme af Carsten Thygesen
Håndboldsporten er i særdeleshed en sport for tilskuere – også for de personer som hverken har været aktive som spillere eller trænere. De fysiske udfoldelser kombineret med de tekniske og taktisk finesser gør det til en særdeles attraktiv sport, som rummer det hele.
Uforudsigelighed er også et nøglebegreb i håndbold, idet en kamp kan vende i løbet af få minutter, hvilket betyder at få momenter i den grad ændrer hele billedet. Det er yderst fascinerende.
Heldigvis ser det ud til at flere og flere får øjnene op for dette. Det gælder ikke bare i de bedste håndboldrækker. 600 tilskuere i Esbjerg Stadionhal mellem Ribe/Esbjerg og Stoholm i første runde i landets næstbedste række en septemberaften er jo et godt eksempel.Et godt foredrag med en populær politiker eller entertainer ville næppe samle lige som mange tilhørere i Esbjerg Musikhus. Andre klubber i den næstbedste række som eksempelvis Tønder og SønderjyskE er ligeledes garanter for masser af tilskuere i egen hule.
Men vi kan gøre det endnu bedre – og vi har produktet. Set fra helikopteren handler det om større fokusering og bedre markedsføring. Hvordan kan vi eksempelvis kun 10 dage før en hjemmekamp først begynde at fokusere på, hvor mange kunder der kommer til vores kampe?
Vi har brugt op til et år på at sammensætte holdet og få solgt sponsorater til finansiering heraf, men hvad med tilskuerne? De er måske den vigtigste del af produktet.
For nogle år siden ønskede DR at transmittere håndboldkampe kl. 22 på hverdagsaftener. Klubberne var nervøse, og vi hylede alle i samme kor, at ”jamen så kommer der ingen tilskuere.” Effekten var stik modsat. Respekten for at der ikke skulle komme tilskuere betød fokusering og ekstraordinær markedsføring, som betød at håndboldproduktet var stærkt nok til at samle tilskuere – også en onsdag aften kl. 22.
Med andre ord – vi har et fantastisk produkt – vi skal bare blive bedre til at fortælle det. Samtidig ville det også være ønskeligt, hvis DHF ville profilere de hjemlige turneringer i endnu højere grad. Vi oplever jo hvordan GF World Cup og Cimber Sterling Cup bliver markedsført på professionel vis. Lad os få samme indstilling i både DHF og klubberne til denne tilgang til markedsføring af vores produkt.
Når billetterne til Skanderborg Festival er udsolgt sætter ledelsen sig et nyt mål: Hvordan får vi udsolgt en uge før til næste år. Det kan vi lære noget af.
Flere tilskuere vil kunne få endnu flere politikere til få øjnene op for vigtigheden af at investere i bedre faciliteter, som igen vil betyde en endnu større interesse for erhvervslivet og dermed vores finansieringsgrundlag. Dermed kan vi fortsætte udviklingen og gøre det endnu mere attraktivt for vores håndboldprofiler at blive i Danmark.
I år har dansk håndbold fået en fin start på lægterne også takke være AG Københavns entre i ligaen - men det kan blive endnu bedre. Vi har produktet, og endnu flere tilskuere vil kunne sætte en positiv lavine i gang til endnu større glæde for vores fantastiske håndboldprodukt.
Lad os komme i gang!
























