EM-klumme: Er der grund til bekymring?

EM er i gang, og det er også Danmarks vej mod hæder og ære i Serbien. Eller hvad? Landsholdet kom hakkende fra land ved slutrunden, og umiddelbart er sejren det mest positive at berette om kampen mod Slovakiet.

Det var unægtelig med hiv og sving, at de danske tropper fik halet en sejr i land i den første kamp. Forsvaret virkede mærkeligt nok skidt afstemt, og det etablerede angrebsspil fandt aldrig rigtig ind i en god rytme. Skytterne fik heller ikke sat deres store præg på begivenhederne. Men som en luftkaptajn ville sige i en situation, hvor flyet ryster og hopper op og ned, mens vingerne blafrer og skroget knager: Der er ingen grund til panik.

I det store hele består landsholdet af de samme spillere, der for et år siden betagede den håndboldinteresserede del af Danmarks befolkning og hev VM-sølv hjem fra Sverige i en turnering, der lige så godt kunne have fået et gyldent udfald for Ulrik Wilbeks mandskab. Og spillerne er altså ikke blevet dårligere på et år.

Hvorfor hakkede maskineriet så mod Slovakiet? Tjah, for det første er et landshold altså ikke samlet særlig mange gange på et år, så hvis spillerne lige skal finde hinanden igen, er det ikke unaturligt. Man kan sige, at holdet selvfølgelig har haft en del træninger i den forløbne halvanden uges tid, og der har været tre kampe i Totalkredit Cup til at afpudse formen. Men en træningsturnering på hjemmebane kan ikke for alvor bruges som rettesnor for et EM under så fremmede forhold, som der er på Balkan. Skal man drage en parallel til VM i Sverige, var Malmö Arena som en dansk hjemmebane med rød-hvide klakører hele vejen rundt, og åbningskampen var mod Australien – der faktisk ikke hørte hjemme på det niveau. Det var som en ekstra træningskamp, og det var en gratis mulighed for at vænne sig til omgivelserne – hvilket var let for danskerne netop på grund af de mange danskere i arenaen. Slovakiet er heller ikke hjemmehørende i verdenstoppen, men de er dog stærkere end Australien, og som Thomas Mogensen har gjort opmærksom på, betyder publikum meget.

De bekymringer, der måtte være, retter sig derfor mod, at næste modstander er hjemmeholdet Serbien, der er nævnt som en af outsiderne ved EM netop i kraft af hjemmebanen. Det bliver en turbulent flyvning, for at blive i det billede, danskerne skal igennem, både fordi serberne tilhører sub-toppen i international håndbold, og fordi publikum vil presse både de danske spillere og dommerne i en grad, der kan give både midlertidige høreskader og panikangst. Sidste år sad undertegnede med den serbiske fanblok lige bag nakken, da Serbien mødte Kroatien. Det var helt vildt, for ud over larmen regnede det med kasteskyts ned over pressepladserne i Malmö Arena. Ikke fordi vi, der sad der var journalister, hvor forhadte vi end er, men fordi tilskuerne ville ramme spillerne på banen, og det var faktisk godt set af arrangørerne at placere dem langt bagude i hallen. Et dansk nederlag til Serbien midt i fanatismen i morgen, og pludselig kan resten af EM-turneringen blive en kamp for ikke at sakke bagud – med den ekstra nervøsitet, det vil give og deraf større sandsynlighed for flere nederlag.

Jeg tror dog ikke, det er en bekymring, vi behøver at gøre os. Både landsholdet som sådan og de enkelte spillere har været gennem den slags før, og mon ikke Ulrik Wilbek, som den snu ræv han er, kan bruge Slovakiet-kampen som et gratis wake up-call for sit hold: Det er alvor nu, drenge! Desuden var kampen jo ikke uden lyspunkter. Niklas Landin virker skarp i målet, Thomas Mogensen og Rasmus Lauge gjorde det fint, og det samme kan siges om fløjene Hans Lindberg og Anders Eggert.

Danmark skal hæve niveauet. Men det kan Danmark også sagtens.